En god uge er gået i marina Mindelo på São Vicente i Kap Verde og det var meningen at vi ville videre i dag, onsdag 8. december 2021
Sejlplanen er lavet om, da Brasilien har lukket ned for al indrejse, med mindre indrejse er med fly, så ny plan er via Barbados og ind i det sydlige Caribien, før der er crewskifte på Trinidad-Tobago omkring 1. februar 2022. Turen til Fernando, var ca. 12 dage, mens turen til Barbados, er ca. 700 nm længere, ca. 5 dage ekstra på søen. Planlægning med mad og drikke er derfor indledt.
Kap Verde for chartergæster er centreret om hovedøen Praia, så på øen her er der hovedsalig lokalbefolkning og sejlerfolk. Marinaen, er ikke gammel, men opbygget om at ARC+ kommer forbi og fylder meget i byen. Nu er havnen kun kvart fuld, og hverdagen har indfundet sig.
I et noget fattigt samfund, møder vi tæt på havnen en del tiggeri, mens vi lidt fra livet ved havnen, ser de lokale, der på trods af små penge, får livet til at fungere. Vi møder superflinke tourguider, der viser rundt på øen for 20€ pr. mand for en hel dags oplevelser i en Toyota HiAce fra 1980. Den trænger til nye bremser og instrumentbord ligner noget fra autoophug, men hvad gør det, når chauføren kører sikkert og med lav fart, mens han på flydende engelsk, viser sit hjem, sit barndomshjem, hvor geder var familiens levebrød. Vi var på topppen af øen, hvor vi nær var blæst ned af den kraftige vind. Ned af bjerget og til byen Salamansa, hvor der bliver Kitesurfet på smuk strand. Kun en er på vandet, så vi sopper blot. Byen er uden rindende vand, en stor tank er udgangspunkt for transport af 20 liter dunke, der på afrikansk vis, bæres hjem af kvinderne. Livet i gaden er præget af meget aktivitet ved skolen og i gaden, hvor vandet står. Frokost i lille by, hvor husene hovedsaligt var sommerhuse, så der er åbenbart nogle der gør gode forretninger. Et par store bassiner rummer skildpadder, der har fået skader fra fiskenet eller skruer. Her får de behandling og sættes senere, når de kan klare sig, igen fri i havet. Fra denne oplevelse gik turen til snorkel med skildpadder. En lille båd tog os et par hundrede meter ud på havet. Lyde fra småfisk fik lynhurtigt tiltrukket 5-6 dyr, de største med en diameter på en god meter, som svømmede helt tæt på.
Byen Mindelo er blevet travet tynd. Der er handlet og spist på lokale restauranter. Billigt og godt.
En af traveturene gik til værftområdet, hvor vi havde hørt at en kutter fra Randers, ejet af en Amerikaner fra Alaska, skulle ligge. Desuden lå et projekt med 3 russere i en gummibåd på værftet. De vil jorden rundt, men har store problemer. Lige nu er de ved at være klar, ligger ved siden af os i marina. Måske kunne jeg overtales til en tur Skødshoved til Tunø, men så hellere ikke mere Thor Heyerdahl til mig.
På værftet mødte Ole og jeg ejeren af pladsen, José. Vi manglede en reservedel til vores gaskomfur, så han tog os med til værkstedet. Pludselig talte han dansk, og fortalte at han havde været sømand i Danmark i 12 år tilbage i 70erne. Han var stadig fuldbefarende ud i det danske sprog, og han kunne huske alle danske byer og hvor de ligger i forhold til hinanden. Han havde sparet ca. 300.000 kr. op, imponerende på daværende tidspunkt. Havde købt et par danske fiskefartøjer, fra ophug, og havde opbygget et flot forretningsimperium. Vi blev inviteret indenfor til kage, kaffe og lille skarp, inden han på syngende jysk sagde, ”Nu ska vi fandma ha en bajer, en hof” Vi kørte på cafe og fik en Carlsberg, før han efter 4 timers samvær, købte lidt vin og kørte hjem til familien, hvor der er 9 soveværelser med eget badeværelse. Svigerfar på 96 bor under samme tag og havde gang i et spil Kalaha med en yngre ven.
Der købes ind på fiskemarked og i lokale boder og supermarkeder. Priser er billige og især fisk til kr. 75 pr kg, er vores foretrukne kødspiseri.
































