Ret præcist én uge efter ankomst til Rangiroa, fredag 28. April, kl. 13, trak vi ankeret og passerede ud af Tiputa passet i en let medstrøm.
Ugen er gået med at slappe af og være ude at se os omkring. Ikke mindst at få rørt benene.
Straks efter ankomst fik vi gummibåden i vandet og sejlede forbi en fransk båd, for lige at få et par råd med på vejen. De rekommanderede den lille cafe og restaurant ”Chez Lili” på molen. Den utrolige kvinde med energi og overblik som få, kører restauranten med hjælp fra sin mor og af og til en ekstra kok. Samtidig kender hun alle der bor mellem Tiputa pass og Avatoru pass og bliver en kæmpe hjælp for os i ugens løb. Hun advarede om at der skulle være præsidentvalg dagen efter og at der var udstedt dekret om at der ikke måtte udskænkes eller sælges øl, vin og spiritus på valgdagen.
Vi fik besøgt det lille supermarked og handlet lidt småfornødenheder, blandt andet et par øl, inden vi runderede de forskellige dykkersteder og orienterede os om hvad der var lige i nærområdet.
Næste morgen landede vi på molen ved 9 tiden, vi ville ind til byen, Avatoru, omkring 12 km. På dette lille sted lykkedes det os at bliv væk fra hinanden, Iben og Ro var gået ind til et dykkersted, Simon til et andet sted og jeg benyttede lige nettet fra Lili til at sende en Whats App sms. Gad vide hvor mange almindelige sms der står i kø, når jeg når Los Angeles eller Paris og der kommer almindeligt netværk igen. Jeg begyndte at gå mod byen, kikkede ned af alle de korte veje og ind i begge de små supermarkeder 400 m fra molen. De måtte være gået og havde rundet det næste sving på vejen. En atol er rund, så man kan ikke se så langt frem, når der står kokospalmer på begge sider af vejen. Smart som jeg var havde jeg ikke taget vand med, så da jeg i heden havde gået omkring halvdelen af ruten drejede jeg ind til lufthavnen, hvor der var åben i den lille cafe. Købte en 7 Up exotic og en flaske vand, dejligt at få fyldt lidt væske på ”tanken”.
Det viste sig at jeg var forrest af os vandrende svende, men at Simon havde overhalet mig, da jeg sad på lufthavnen. Iben og Ro havde fået et lift og overhalet mig tidligere, men det så jeg ikke. Da jeg nåede byen mødte jeg så Iben og Ro. De havde været hele byen rundt og var nu indstillet på at tage et nyt lift hjemad. Ligesom så mange andre steder vi har været, stopper bilerne af sig selv og spørger om vi vil have et lift. Man behøver ikke at tomle, det går af sig selv. Vi ser Simon i det fjerne og vi vinker til ham. Vi er samlede igen og tager et fint måltid på en lille fin strandbar/cafe. Det er valgdag, men ejeren er ligeglad, vi får en velfortjent stor Hinano øl, den bedste af de lokale Tahiti øl. Vi går lidt samlet, men med 4 personer på vejen, er det ikke så nemt at blive samlet op. Simon og jeg har snakket om vinsmagning og på vejen kommer vi forbi vinstedet, hvor der er smagning 3 gange om ugen. Vi bliver enige om at tage turen mandag. Iben og Ro skal hæve penge, så de går i forvejen, hen til lufthavnen, hvor den eneste pengemaskine står. Simon og jeg bliver samlet op af Cécile, den sødeste ældre dame der har et pensionat på vejen og på lagune siden. Hun skal hjem og hente en gæst og en tur på posthuset, der ligger lidt fra molen. Hun og alle andre er så hjælpsomme og hun kører os helt til molen, selvom der er en lille omvej.
Birger sidder hos Lili med et limonadeglas med sugerør. Sådan kan man også omgås det valgdekret.
En formiddag går med shipshape for skipper og mig. De unge dykker med flaske og drifter gennem det hajfyldte Tiputa stræde. Vi spiser alle middag hos Lili, får dejlig mad, vin og øl, Simon og jeg har udsat vinsmagning til onsdag.
Næste morgen hentes vi af bus fra Gauguin perlefarm. Vi har reserveret tur, den er gratis, men mon ikke der alligevel sælges en perle eller to. Rigtig fin rundvisning og forklaring på hvordan de dyrker perler i lagunen i østers, specielt udvalgt. Retur til molen, en god frokost Chez Lili. Jeg har hørt om en gut der sejler til Blue Lagoon, finder hans båd, men han er der ikke. Lidt senere kommer han, men har ikke flere ture derud før vi er på farten igen. Reddet af Lili. Hun kender en ven der sejler derud og vi kan komme med torsdag. Det lød som en vip tur kun for os, men det viste sig at blive en meget bedre oplevelse. Om det senere.
Onsdag, snorkle hele formiddagen og vinsmagning kl. 17. Vi var kun 4, 2 japanere, Simon og jeg. De laver 4 forskellige vine, så med én af hver trukket op blev vi i vældig humør. Japanerne bor på ressort tæt på molen, så vi fik et lift af deres chaufør. De skulle se show ved 20 tiden, så vi spurgte i receptionen om der måtte komme eksterne gæster ind til deres dinghydok og om vi måtte deltage. Det var ok.
Lokale musikere og dansetrup, herligt.
Onsdag gik med snorkling ved Tiputa passet og den lille ø der ligger inden for passet.
Torsdag gik turen så til Blue Lagune. En fantastisk oplevelse, med de lækreste strande, øer og ikke mindst farverne. Kaptajnen og hans assistent lavede bålmad og kokosbrød, som blev serveret på hjemmeflettede brødbakker.
Under frokosten underholdt de med musik og sang. Et par timer efter sejlede vi lidt ud fra revet, svømmede med sorttippede og lemonhajer, sikke en oplevelse. På vejen hjemad så vi pludselig de store vinger fra 4 Manta Rays, de største rokker der findes. Disse var omkring 2 meter. De lever af plankton og svæver af sted med den bredeste åbne mund.
Da vi var næsten hjemme, kiggede kaptajnen på hvordan strømmen var gennem Avatoru passet, og lige på dette tidspunkt kunne der snorkledriftes gennem passet. Vi blev sat af og drev med små 7 km i timen i ca. 20 minutter, før vi blev samlet op igen. Endnu en bonus på denne udflugt.
Mod Tahiti
Efter den flotte tur forbi flere atoller sejles der for fulde sejl mod Tahiti. Nok den bedste vind vi har haft på turen. Ikke meget brændstof bruges, kun et par timer for at få fyldt vandtankene med drikkevand fra watermakeren.
Knap 2 døgn senere sejler vi indenfor revet på Tahiti og lægger anker i bugten ved marinaen. Der er et stykke vej til city, så da vi havde gået denne vej første dag, var jeg nødt til at leje en bil. Programmet med at få set mest muligt kunne ellers ikke nås. Det var søndag og mandag den 1. maj er også arbejdernes kampdag her, så ingen busser.
Endelig fandt jeg en lille flyvemaskine i den lokale flyveklub. Fik lavet en aftale med formanden om at leje en Cessna og en instruktør. Ikke fordi jeg ikke kunne flyve den selv, men skal man sætte sig ind i de lokale bestemmelser m.v. så får man travlt. Jeg bookede to ture, så vi alle kunne få en lille flyvetur. Da vi ville køre Tahiti rundt i bil, satte vi kursen mod Moorea, naboøen tæt på Tahiti. Overfløj øen i højde med bjergene, det var første gang jeg prøvede det, og vi så ananas marker og flotte bugte.
Vi spiste på madmarked i Papeete by og returnerede til Spica ved 21 tiden. Ibens kussine, Lykke, var fløjet ind fra Auckland og skulle være på besøg i en uges tid, så hun var med på alle ture.
Det var ved at være den tid, hvor der kun var en enkelt dag tilbage. Lidt oprydning, rengøring og pakning af vores baggage, blev afløst af det sidste snorkeldyk hvor vi fandt et skibsvrag og en Cessna på bunden af havet.
Og så gik turen mod DK for Simon og jeg. Bagagen er fyldt med oplevelser fra 3 måneder på Spica og fra de steder der er besøgt. Lidt tid før det hele bundfælder går der nok.