Drømmen

Drømmen om eventyret på søen startede nok i 12 års alderen på Lyngby sø, hvor jeg som FDF søspejder, sammen med kammerater sejlede og overnattede på  tømmerflåde.

Kapsejlads i den Flipperjolle som min far og jeg byggede, skærpede yderligere min interesse og da jeg under min uddannelse fik fag som navigation, meteorologi og jeg på en ferie sammen med Klaus Oldrup, på Paleokastritsa stranden, på Korfu, læste mine første bøger af Troels Kløvedal, var jeg sikker på at jeg på et tidspunkt ville ud på det store hav.

 

I år 2000 fik jeg muligheden for at få en smagsprøve og en stor oplevelse i Caribien med min søster Lisa og Theis, da de passede “Chinatown” en 55 fod Oyster sejlbåd.

At det skulle tage så mange år før jeg virkelig kom på søen skyldes mange forskellige forhold, ikke mindst muligheden for at holde fri i en længere periode. Den mulighed er der nu, her i vinter og forår 2017 og en plads som gast på sejlskibet “Spica” var ledig.