Isla Santa Isabela
Jeg har igen min yndlings vagt 0300-0600. I morgengryet, når vi indsejlingen til Isabela. Birger laver kaffe og vi runder det sidste sømærke bag lava skær og mangrove. Her smider vi anker. Havnefogeden kommer forbi, ser vores sejltilladelse og får kopi af vores pas.
Det er søndag. Vi kalder taxabåden på vores VHF radio kanal 14, ligesom på Cristobal. Vi synes det er for besværligt at tage vores egen gummibåd, og også her er der søløver, der elsker at tilbringe dagen i den tomme gummibåd, og betaler som reglen med det eneste den har, lort. Et par minutter efter står vi på molen. Bliver budt velkommen af billettøren, der gerne vil have 10$ af hver. Havde hørt at det skulle være 100$, så glædelig overrasket. De 10$ dækker alle de dage vi har lyst at være på øen. Vi har hørt om snorkling i Tortuga Bay, dykning med hajer. Det viser sig at Tortuga betyder skildpadde, og dem har der været mange af på disse kanter. Derfor er der rigtig mange navne hvor Tortuga går igen. Den bugt vi leder efter ligger på Isla Santa Cruz og det er jo der vi skal slutte vores rejse på Galapagos.
Gaderne på Isabela er tomme, kun få morgenmadsrestauranter er åbne og en prædikant går hvileløst omkring på det modsatte fortov. Godt vi ikke er så erfarne ud i det spanske, for mon ikke vi allerede var på vej ned i varmen, sådan som han kunne resignere biblen.
Rejsende har beskrevet den sorte leguan som værende noget satan har skabt, jeg synes nu den er både fredelig, fin og fantastisk.
Vi går forbi kirken, hvor de lokale deltager i gudstjenesten, den er lige straks færdig. Vi finder et lille supermarked, køber lidt vand og får en snak med en af de lokale der giver os lidt inspiration til udflugter og seværdigheder. Vi sveder og får en tiltrængt is. Vi tager en udflugt i gå afstand til vådområde med flamingoer og skildpadder.
På vej tilbage til molen køber vi en udflugt til dagen efter. 35$ inkluderer transport, guidet tur og en frokostpose, så det lyder rimeligt.
Vi er godt svedige og trætte kaster vi os i havet ved Concha y Perla, Perle stranden. Dejligt med lidt afkøling og første gang vi ser så mange forskellige fisk på vores snorkleture. Det skulle også være her der var mulighed for at se pingviner. Vi ser nu ingen. Iben og Ro får dem at se næste dag, da en guide spotter et par stykker og viser vej.
Tidligt op. Bussen kører fra molen ved 7 tiden. Vi glemte at spørge om taxi båden sejlede så tidligt, men det gjorde den. Vi er i god tid. En bus der sikkert ikke kunne godkendes til studenterkørsel i Danmark bragte os gennem banan og appelsinplantager, inden vi kørte op i 800 m højde for at ”bestige” verdens 2 største vulkan krater, Volcán Sierra Negra og dens sidevulkan Volcán Chico. Den største ligger vist i Tanzania. Ngorongoro, så vidt jeg husker. Fra parkeringspladsen skulle vi op i omkring 1000 m højde. Det tog os 2×45 min. Højden og skyen der dækkede toppen gjorde det til en dejlig sval og behagelig tur. Dejligt at få os rørt, efter at have siddet stille på Spica så længe. Dejlig dag med mange rare mennesker. Guiden var fantastisk, vidste alt om stedet og vulkaner i almindelighed. Rundt om byggemarked, vi købte en 200 ltr. plastictønde til ekstra brændstof. En tur som fra Panama skulle vi ikke prøve igen. En sidste dukkert før vi indtog Spica og natsejlede videre til:
Isla Santa Cruz
Da Isabela er den største ø havde vi troet at det også var den mest befolkede, men det viste sig at være Isla Santa Cruz. En rigtig by med mange forretninger og vildt mange lokale spisesteder.
Tidligt ind til øen, og nu går turen til Tortuga Bay. Et lille bjerg, 3 km sti og vi stod ved den smukkeste strand. Hurtigt i bølgen den blå, men hvor pokker var de hajer vi havde hørt at vi kunne snorkle med?
Langt ude i den anden ende af stranden, som når man kigger ud på fyret fra Anholt Nordstrand, ah, måske knap så langt, lå det lille klippeskær der lukkede fisk inde ved lavvande. En hed travetur var det hele værd. Utallige hajer svømmede iblandt os. Rundt om hjørnet en lille bugt med fladt vand og mangrove. Sjov som man møder de samme mennesker som man har mødt på de andre steder vi har besøgt.
Efter en frokost og en is, stod eftermiddagen i kulturens tegn. Darwin centeret blev besøgt. Mange spændende oplevelser ikke mindst ”Lonesome George”, kæmpeskildpadden der døde for nogle år siden.
Lækkert udstillingsområde. Herfra oplevede vi så endnu en tropisk storm. Over en time tog det før den stilnede af og vi begav os mod havnen og Spica.
Et par amerikanere som Iben og Ro havde været på dykkerkursus med i Panama dukkede op. Vi aftalte at spise med dem i byen lidt senere. En hyggelig aften med lækker mad. Jeg fik en Galapagos hummer, meget dejlig.
Dagen efter skulle der købes ind til den lange tur. Vi får tanket diesel og slapper bare af i land. Efter frokost cruiser jeg lidt omkring og tager mig til håret. Det er allerede ved at være lidt langt. Hvad så om måske 4 uger?
En salon på hovedstrøjet, hvor jeg spurgte om klip var helt tom, det var nok siesta.
Bedstemor sov lidt i sofaen, mor vaskede mit hår, klippede og lille Maria, 10 snart 11 år taler som den eneste, utroligt godt engelsk. Hun er glad og spørgelysten. Hvad skal I spise på turen? Hvordan får i vand til den lange tur? Og mange andre sjove ting får vi vendt i de 40 min jeg er i salonen. Mor er tydelig stolt af datteren der villigt oversætter samtalen. Maria har fødselsdag den 18. Marts.
Dette møde kostede 7$, 50 kr. Maria fik forskud på fødselsdagen med 3 $ til Helados eller hvad hun kunne tænke sig. Allermest kunne hun godt tænke sig en Watermaker, magen til den vi har om bord. Vand er en dyr mangelvare på Galapagos. Det meste købes på flasker og dunke.
Besætningen er enige om at der er røget helt vildt mange oplevelser og indtryk ind på harddisken, så det næsten har været helt stresset.
Da vi torsdag 9. mar kl. 1730 lettede anker var det tid til det virkelige lange stræk. Omkring 3.100 sømil, eller 5.700 km skal vi være i søen. Vi har fyldt køleskab med frisk mad til den første uges tid og så er vi på dåsemad, ris, pasta, couscous og et par klaser bananer.
På dette sted af jorden, ganske lidt syd for ækvator, er der ikke meget vind, Doldrum eller Kalmebæltet kaldes det, og vi stævner ud for både motor og sejl for at ramme sydøst passaten om ca. 4 dage. Vejrudsigten siger ikke helt ideelle forhold, men nu kan vi vel ikke være mere uheldige med vindforhold. Vore venner fra Panamakanalen i båden ”Panamax” mødte vi i formiddags. 6 dage fra Panama og med et snit på 6,1 knob, kunne teenager knægten stolt fremlægge. Håber vores held nu kommer.
Passaten med en konstant vind på omkring 15 knob skal gerne bringe os til Marqueses øerne på mellem 20 og 28 dage.
Jeg sidder ved roret da den sidste af Galapagos øerne slipper os, klokken er 2 om natten.
Isla Santa Maria. Underligt sammentræf, når jeg lige har sagt farvel til Maria 10, snart 11 år, frisør mor og trætte mormor, pigen der allerede er verdensmester i engelsk og nysgerrig på livet. Alle de lokale vi har været i forbindelse med, har givet os håbet om at ikke alle i verden vil hinanden ondt.
Efter 10 timers sejlads gør maskinen oprør. Går ned og op i omdrejninger. Skipper, der altid sover med det ene øje på klem og lytter til anormaliteter, komme op. Vi beslutter at se på maskinen med det samme. Simon tager roret, kl.er 3 og vi går i gang med fejlsøgning. Efter 3 timer finder vi ud af at det ene brændstoffilter må være stoppet. Ikke noget reserve og det er ikke sådan at ”by passe”, da der er højtryk på slanger og rør. Vi tager den risiko der er ved at lave 4 huller mellem tilgang og afgang i filter. Vi får brændstof, men kan også risikerer at vi får beskidte og stoppede dyser. Nyt filter må monteres når Tahiti bliver nået.
Af og til vind, men ellers for motor.
Motor har nu kørt i 30 timer, så mon ikke vi klarede den lille, men lange reparation, der heldigvis ikke betød at vi måtte vende om. Alle sad mutte og tænkte den tanke.
Lørdag er gået med lidt rengøring og bøgerne er taget ned af hylderne igen. Roen falder på om få dage er jeg overbevist om. Afstand 2848 NM til målet.
Søndag 12. Mar.:
Jeg har tabt i hjerterfri og er derfor ”dømt” til at lave brunch. Bacon er guld på disse breddegrader, så vi har bestemt os for at der kun bliver serveret denne gudespise om søndagen. Dejlig vind og overskyet hele dagen. Vi nyder roen når der sejles for sejl og det er første hele dag det har været overskyet siden jeg ankom til Panama. Det er faktisk dejligt.
Mandag 13.mar.:
Efter en meget våd, men varm nat, stod vi op til halvskyet vejr. Motor og sejl samtidig giver en rolig sejlads, sejlet stabiliserer.
En meget lille flyvefisk havde ramt mit ben i natten, nu lå den ved rattet, på den blå reservedunk med 200 l diesel.
Kl. 10 tikkede fiskehjulet. Vi har haft krog ude alle dage, men endelig er der bid. En lille Dorado eller guldmakrel blev det til. Vi glæder os til frokost.
Jeg havde lovet at lave pandekager. De blev nydt med sukker, syltetøj og Nutella.
Sangen: Nutella, Nutella, kan synges på melodien: Havanna
Vi har sejlet uden motor hele eftermiddagen. Vinden tager lidt til og bliver mere og mere jævn. Har vi nået passaten?
Vi sejler hele natten, udelukkende for sejl, dejligt. Og med det kompas der ellers sad i taget af cockpittet midlertidigt rigget op ved siden af rattet, er det noget nemmere at styre Spica gennem vandet. Nætterne er lyse, månen er stadig næsten fuld.
Tirsdag 14. Marts:
Kl. 0640 er der larm på dækket. Birger og Simon sætter stager på de to forsejl, tror jeg. Kursen er sat mere mod vest, passaten, travelwind er nået, troede jeg. Vi har, bortset fra sejladsen mellem øerne i Galapagos, kun sejlet mod sydvest. Først fra Panama for at nå øerne og dernæst for at fange passatvinden på den sydlige halvkugle. Nu lægges kursen direkte mod vores næste mål, Marqueses øerne. Jeg tog fejl, dæksstøjen var blot lidt om rokering af skøder og blokke.
Vi får god vind i dagens løb og går nu både den rigtig retning og med en pæn fart.
Jeg havde lovet pandekager, så det fik de i eftermiddagens løb, Panama rørsukker, dåsefrugt, frugtmarmelade og Nutella til de unge. Vores bananer er lidt for grønne.
Onsdag 15. Marts:
Lidt over midnat, vågner jeg, halvt på dørken. Søen og forskibets bevægelser havde fået mig ”smidt” ud af bagbord køje. Simon der er min køjekammerat i styrbord side, hjælper den gamle mand på benene igen. Et lille blåt mærke blev det til, godt det ikke kostede mere. Jeg lægger mig udenfor på bænken, men trækker senere ned og sover i salonen.
Et omskrevet citat af Jens Fruensgaard: ”Hvad der skete i forkøjen, bliver i forkøjen.”
Det er store badedag, vi skal have watermakeren i gang, så lidt tøjvask, hav og brusebad til de svedne kroppe. Vinden svigter igen, så mens vi laver strøm til vand, trækker skruen os også fremad med små 5 knob. Jeg har været på køkkentjans tirsdag og onsdag. Lidt fri til andre gøremål giver denne vagt. Lidt læsning og shipshape i kabyssen. Der trænger. Birger og jeg tager den sidste mundfuld af en tidligere åbnet rødvin, vi hygger lidt mens ”børnene” er lagt i seng. Klokke er 20.
Ved sengetid, bestemmer jeg mig for at prøve at sove på dækket igen. Sidst var på Cristobal, men det blev lidt koldt hen på morgenen. Denne gang lægger jeg mig på en af de skummadrasser der ligger på dækket, et oppusteligt underlag, min hovedpude. Dejlig lys nat, månen gik over himmelen og stjernevrimlen, som vi efterhånden kender den, bliver jeg aldrig træt af.
Torsdag 16. Marts:
Stadig ingen særlig kraftig passat, men lidt har også ret. Vi bevæger os med omkring 5 knob.
Jeg har Birgers vagt fra 0600-0900, han tager en køkkentørn med morgenmad og frokost. Han laver sin Skippers Delight med en twist, for anden gang. Det er en stor bøtte pasta og godter fra skabet. Den spises til frokost, og er derudover ment som ”ekstramadder” og evt. en lille snack til de vagtgående.
Efter at have snorklet med skildpadder på Cristobal, tog Simon og jeg på frugt og kødmarked. Her købte jeg 8 grønne Galapagos appelsiner. Jeg havde spist de 3, så her til formiddag fik jeg skrællet de sidste lidt syrlige frugter. Håbede de andre havde syntes de var for sure, men sådan gik det ikke. Alle guffede. Så kommer der heldigvis heller ikke skørbug om bord, den første uges tid.
Vi tager et nyt vejrkort ned via satellit hver dag. Den passat svigter os vist lidt i styrke. Vi har en konkurrence om ankomstdag og tid kørende. Den var hemmelig indtil buddet var givet. Med dette vejr ligger jeg desværre til at vinde. Jeg har givet mit bud på den seneste ankomst af alle.
Fredag 17. Marts:
Igen motor en halv dag. Hvem har taget passaten???
Jeg nyder nu havet, det store, i fulde drag.
Lørdag 18. Marts:
”Det fine tøj” Butterfly, sættes kl. 1420. Det ser endelig ud til at vi har fået passaten. Der sejles stærkt.
Søndag 19. Marts:
Æg og bacon, det står Ro for. Der sejles mange mil.
Mandag 20. marts
Ved to tiden søndag morgen sidder jeg på vagten der varer fra midnat til kl. 3 og nyder stjernerne og mælkevejen. Vi sejler stærkt og båden er nogenlunde let at styre. De unge drenge har enten glemt eller med vilje ladet fiskekrogen være ude. Hjulet tikker, jeg stikker hovedet ned i salonen og råber ”fisk, mand på broen”. Der sker intet og jeg har på fornemmelsen at fisken har sluppet igen. Linen er levende og hjullet klikker igen. Hen til salonen og råber på Simon. Birger kommer op, fisken er landet af mig og hænger på krogen. En pæn Yellow fin tun er gevinsten. Skipper klarer det fornødne, rydder op og lægger fisken på køl. Vi sludrer lidt og beslutter at prøve at holde det hemmeligt indtil frikosten kommer på bordet. Det lykkedes og alle får så meget fisk at ingen beder om mere.
Vi er heldige igen, en lille Dorado eller guldmakrel bider på krogen. Lidt forret til aften, den var lidt lille. Men god det var den.
Vi nyder dagen i passaten og glædes over farten og at vi transporterer os uden brug af fossile brændstoffer.
Nattens vejr er lidt tricky, sø og vind passer ikke til så behagelig en sejlads og der er ingen stjerner til at navigerer efter, kun kompas. Med snuden i kompasset, bliver man lidt skør. Det lykkedes mig at sørge for at der kom vand ind til samtlige køjer. Det var ikke populært. Birger tog den sidste time af vagten. Jeg var lidt slået ud. Måske også lidt for meget sejl.
Tirsdag 21. Marts:
Vi får ændret på sejlsætningen, det blæser godt, måske 20 knob. Spica bliver lettere at håndterer. Havet er fantastisk flot og himlen halvskyet.
Onsdag 22. Marts:
Dagene går, vi glemmer helt hvilken dag eller dato vi har. Havet, det store ocean, skifter hele tiden nuancer, ligesom himmelen. Sundowner, en drink, eller bare en cola, bliver nydt hver eftermiddag. Vi får en snak om hvad der er gået godt og hvad der kan forbedres i forbindelse med rig, sejl, rengøring m.m. Teamet fungerer rigtig godt, er min vurdering.
Vi bevæger os mod vest, faktisk så meget at vi får 7-10 min ekstra lys om aftenen. Morgenerne er så desværre mørke og først ved 0630 tiden lysner det. Vi stiller nok ure igen søndag. Det er lidt rart at kunne tage aften opvasken mens det er lyst. Fra Galapagos til Marqueses er der 4 timers tidsforskel, så det skal vi også tænke på. Her hvor der er jævndøgn, passerer solen ækvator på sin vej nord på, til nordlige vendekreds. Solens vandring mod nord betyder dog kun ca. 0,25 minut pr . dag.
Vi har nu tilbagelagt halvdel af turen, distance mæssigt. Som fra Aarhus til Malaga, i runde tal.
Torsdag 23. Marts:
Flere fødselsdags lykønskninger har jeg på samvittigheden. Ingen lykønsket.
Så til jer, stort tillykke.
Vi har Iridium telefon og net på båden, men det er lidt pebret at bruge, så til de nære, håber jeg at mail fra Karen om at alt er vel dækker.
Vi laver god mad om bord. De friske vare fra Galapagos er ved at slippe op, så snart er vi på dåsemad, ikke fordi der er noget i vejen med dem. Vi taler om jordgris og friske frugter, som vi glæder os til, når vi kommer til Marqueses.
Vi taler om dårlig passatvind og mangel på fisk, især store.
I skæret af solnedgangen, klikker fiskehjulet. Bid. En Jack, tun, har bidt på krogen. Den bliver landet og Ro slagter den under kyndig vejledning af Birger, der står ved roret. Vægten vurderes til at være måske 2 kg. Dåsemad må vente i kistebænken.
Den moderne teknologi har også ramt Spica. Vi har alle et par film med på computeren. Filmen Maidentrip, der handler om en hollandsk pige på 14, der lige sejler jorden rundt, alene, er set af alle, ligesom filmen Mission Blue, med oceanografen Sylvia Earle.
Handlingen er havet, dyrelivet, klimaforandringer, miljøkatastrofer og det ser ikke for godt ud. Udviklingen er ikke i den rigtige retning. Hvor skal vi begynde, når de fleste af os hellere vil flyve til de spændende steder, køre mange kilometrer i bil, og lave emballage, der i stor stil også er set af os her på havet??
Også når der fiskes til de store markeder i eksempelvis Japan, kun for at nævne én, er mængden for nedafgående og størrelsen ligeså. Mange af de fisk der fanges i dag har ikke nået en størrelse hvor de selv er blevet kønsmodne, så noget skal der nok ske inden alt er borte.
Fredag 24. Marts:
Regnbyger i de sidste 16 timer, skiftevis meget og lidt vind, holder os beskæftiget med at sætte, rebe og skifte sejlføring. Alle er nu nået til det punkt, hvor man hverken aner om der er torsdag, fredag eller lørdag. Og vi er faktisk også ret ligeglade. Vi regner med at være i søen i endnu 9 til 10 dage.
Lørdag 25. Marts:
Lille søndag, som vi kalder den. Der tales om søndagsbrunch, mens der spises pandekager. Endnu en gang sponseret af mig. Jeg har vist ikke rigtig motivationen til at lære at spille. Men pyt, en time med pandekagebagning, nu med smør, er ikke så ringe, når de store vandmasser er inspiceret i timevis. Vi har god vind både dag og nat. I skumringen trækkes der en slimet sort uhyre ind. Store skarpe tænder og omkring 80 cm. Et slag, fri af krogen og den får livet tilbage i havet. Ingen af os syntes at ville sætte tænderne i monsteret.
Efter to nætter med overskyet er det rart igen at se stjerner, planeter og univers.
Søndag 26. Marts:
Havet er smukt i solopgangen, det ser ud til at blive en flot dag. Birger kokkererer. De sidste skiver købebrød bliver spist. Æg og bacon, tomat og løg. Alle jubler: 2 æg, 2 æg, så meget bedre end sidste søndag. Men Birger er aldrig morgensur og vil kun det bedste for besætningen. Det kunne Ro lære lidt af. Men sidste søndag med kun ét stykke brød og ét æg, var så bemærkelsesværdig at den oplevelse kommer vi til at huske, og drille Ro med.
Mandag 27. Marts:
Der er nu under 900 sømil tilbage før vi når Marqueses øerne. Det er samme afstand som vi havde fra Panama til Galapagos.
Tankevækkende.
Hvor blev tiden af? Den ene dag tager den anden, og jeg må til at tænke over om forventningen til den lange sørejse står mål med oplevelsen. Det bliver nok i morgen den tanke slår rod…
Tirsdag 28. Marts:
Vi stryger stadig af sted med god fart. Tidsplanen lagt i Panama, holder ikke helt. Det vidste vi allerede da vi rejste fra Panama og da vi anløb Galapagos var vi yderligere forsinkede. Vi har nu indhentet et par dage, da farten har været god. Om 5-6 dage er vi fremme.
Morgenmaden er hovedsalig havregryn, havregrød eller risengrød, mest havregryn, nu da vi går vagter og sjældent er oppe på helt samme tid. Frokost og aftenmad spises sammen.
Onsdag 29. Marts:
Regnbyger, men god vind. I eftermiddagens løb flyver endnu en sule omkring. Det ser ud til at den er lidt træt eller måske syg. Flyver ind til forskellige steder på Spica, men mislykkedes gang på gang. To gange ender den i vandet efter kollision med hækvant. Den kommer nu flyvende ind fra siden mod vores søgelænder, men misser da båden er på vej op i styrbord side. De store svømmefødder misser og den hænger nu i søgelænderet i halsen, præcis som en skudt fasan hænger for at modnes. Skal vi snuppe den og spise den? Mens den hænger der, kravler de store fødder i luften før den falder i vandet igen. Næste anflyvning går bedre. Den lander på fordækket, kravler lidt omkring, hvorefter den lægger sin lange hals bagover helt ned under styrbord vinge. I denne position sænker den halen som en støttepind, hvorefter den sidder og vipper fra side til side i symbiose med båden. Denne blinde passager tager en overnatning, kvitterer med at klatte på skylight og frisk som en havørn, siger vi god tur.
Torsdag 30. Marts:
Næsten vindstille, indtil ved aftenstide. Heldigvis kommer der vind til natten. Det har været mørkt et stykke tid, men nu kommer der en flot nymåne på himlen. Den giver lys i de første mørke timer. Sidst på eftermiddagen sejler vi ind i sølvet, solens spejlen i vandet, og nu igen ind i månens sølvskær. Jeg går tidligt i seng. Har stadig vagten fra 3 til 6 morgen. Sidste dag hvor der er mørkt til kl. 6, vi sætter nemlig uret en time tilbage fredag formiddag. Vi mangler yderligere en time før uret er på Fransk Polynesien tid og der er 12 timers tidsforskel til jer i Danmark.
Fredag 31. Marts:
Masser af regn, vi trækker ned i salonen. Vi aftaler rengøring, shipshape og hvad der skal laves, når vi når til beboede områder igen. Der slides på materielet. Et par fald (tovværk) er knækket, lidt slidte dele er gået itu og udskiftet, men skal repareres, ligesom vi skal have maskinen serviceret med olie, fedt og et nyt fuelfilter som vi by passede for 3 uger siden. Maskinen har kun været i gang et par gange de sidste uger. Kun for at lave strøm til watermaker og batterier. Vi har solceller, men de kan ikke helt forsyne både batterier og watermaker, så når vi laver vand må der genereres strøm i et par timer.
Der laves pandekager. Stort set hver eftermiddag spilles der hjerterfri og vi tager en Sundowner. Der spilles om hvem der laver pandekager, klarer søndagsmorgenmad og nu er vi begyndt at spille om is og frugt som vi glæder os til at få på Marqueses øerne.
Afstanden mindskes, jeg tænker hvor blev tiden af. Har jeg fået indfriet min forventning til den lange tid på havet. Tankerne som jeg også nævnte for et par dage siden, skal have lov at bundfælde.
Min vagt til kl. 18 en ved at være slut. Hjulet klikker og en Skip Jack tun landes i cockpittet. Endelig fisk igen.
Lørdag 1. April:
Lyn og torden efterfulgt af vindstille prægede natten.
Alle var netop stået op da fiskehjulet spandt. Endnu en Skip Jack hives ind, større end i aftes.
Morgenmaden er spist, igen bid, endnu større, måske 5 kg. Den gule støvsuger har slået til igen, udbryder Birger begejstret. Det er hans yndlingsblink. Vi indfører fiskestop, med 7-8 kg fileteret fisk på køl. Pakken fra Lisa der skal åbnes når vi har fanget fisk nok til fiskefars åbnes. Remoulade. Vi glæder os til de næste måltider.
Vi stiller ure igen. Nu er der 11 timers forskel til Danmark.
Jeg laver tun til frokost og dertil en rissalat, der blev tilovers i aftes. Der koges fond på ben og stumper. Der råbes på tun i karrysovs, så søndagsmiddagen er bestemt.
Møg eftermiddag med blafende sejl. Vi sejler, men søen passer ikke til vindretning og styrke, vi hader det.
Søndag 2.april:
Natten igen med vind og de vådeste regnbyger. Vinden ellers varm, 28 grader, efter vagten må alt tøj af og tørt på for at holde varmen. Jeg tog et par timer ekstra på øjet. Ellers ikke så ofte, da morgenerne er rolige, lyse og dejlige.
Mandag 3. April:
Rolig dag, god vind, sidder et par timer på gummibåd på fordæk. Vi nærmer os afslutningen af den lange sørejse. Snart, om to dage, når vi Hiva Oa, den sydligste af øerne i Marquesas øgruppen. Ikke set land i 25 dage. Da vi igen er i tidsnød, besøger vi kun Hiva Oa og Nuku Hiva, før vi sætter kursen med Tuamotus atollerne og senere Haiti. Mellem Hiva Oa og Nuku Hiva er der nok et lille døgns sejlads og til Atollerne håber vi på 5 dages rejse.
Tirsdag 4. April:
Efter frokost gik der et times tid med pandekagebagning. Jeg er ikke god til kortspil. Taber ofte. Gad vide om jeg bør blive bedre… Næ, det tror jeg ikke jeg vil bryde hjernen med.
Natten til onsdag: Min sidste nattevagt på det lange stræk er overstået. Nok den bedste og mest konstante vind på turen. Alle sover godt, mens jeg tænker på den flotte nat med Sydhavets stjerner. Månen gik ned i havet mod vest en times tid før jeg mødte kl. 3, så natten var sort, grå og stjerneklar.
Jeg er god til at glo, fintænke og ellers nyde kærligheden til livet, ligesom jeg husker der blev skrevet at Troels Kløvedal havde den største kærlighed til tilværelsen. Den som han i sine bøger har delt med så mange.
Onsdag 5. April:
Birger afløser kl. 6 med den dejligste kaffe. Han har sovet godt og da ingen af os har haft problemer i nat, har han sovet en tiltrængt og lang søvn.
Vi aflæser afstand til ankerplads på Hiva Oa, 78 sømil. Fortsætter det med nuværende vind og fart, kaster vi anker mellem 21 og 23 i aften.
Omkring frokost kan vi skimte øen i horisonten, men der går alligevel mere end 12 timer før vi kaster anker kl. 0300 torsdag morgen. Efter indsejling og ankerdrop får vi en dejlig kold anker øl.