Da vi nu alligevel ikke kan sejle, går vi i gang, med den store rengøring og reparation af småskavanker på Spica. Vores bomdirk knækkede under sejladsen fra Galapagos til Marqueses. Ikke alvorligt, men dejligt at have den på plads igen. Rorets wirer bliver slidt og wiren bliver langsomt længere, den skal justeres nu og da, så det bliver også gjort. Simon er i masten 19 meter oppe og han klarer det der skal ordnes der. Birger styrer slagets gang. Vi andre har lavet hovedrengøring. Alle dæksplader, der er mange, og de er tunge har været ude, rengjort med Ajax og efter oprydning i 6 ugers madrester, fedt m.m., blev de monteret igen. Så flot at vi næsten ikke tør betræde dørken (gulvet) igen. Heldigvis fandt vi ingen kakerlakker eller andre ubudne gæster. Godt svedte og efter en god arbejdsdag, trak vi ind på land, hvor vi havde fundet et rigtigt brusebad i kajakklubbens baghave. 15-20 minutter i det svalende vand der kommer fra det nærliggende flodløb forsyner bruseren. Her på øen er der ikke mangel på vand.
Mandag 10. April:
Efter morgenmad, fik vi en ny vejrmelding. Alt skulle være godt for vores videre sejlads. Vi rundede redningsposten med internet og kaffe, før vi hev ankeret og ved 11 tiden gik det igen ud på søen. Ruten var lagt tæt på Hiva Oa kysten, så nu fik vi nydt det sidste af denne ø før den langsomt forsvandt i horisonten. Månen er vist fuld og det ser ud til at den kan lyse for os den ganske nat.
På vej mod Tuamotus atollerne
Første dag på Nuku Hiva undersøgte vi muligheden for at få en middag med jordstegt gris. Vi rundede en villavej, hvor det så ud til at de var ved at grave, så mon ikke det kunne være her?
De var blot ved at plante, så gris var der ikke i jorden, men ananas og palmer. Den venlige kvinde mente dog at vi skulle spørge på molen, hvor vi lagde til med gummibåden, Henri, hed han.
Det skulle vise sig at det var hos ham, vi havde siddet og fået Pommelo juice og også frokost efterfølgende. På vores spørgsmål, var han meget afmålt, hvor havde vi hørt det? Vi sagde at det var kvinden i haven der havde henvist os til ham. Efter et stykke tid, kom han hen til os og spurgte om vi virkelig ville det? Ja, for pokker. Han var manden, men kunne ikke love at grisen blev tilberedt i jorden, da det havde regnet meget i ca. 14 dage og hvis det fortsatte, ville det ikke være muligt, men han kunne tilberede den i en slags mælkejunge med gasblus i bunden, hvis det ikke kunne lade sig gøre i jorden. Vi spurgte hvor mange det krævede at få det hele op at stå, og han sagde fra 8 og op. Vi spurgte hurtigt vores nabobåd, Maja, et Schweizisk par med 2 små drenge, som vi har sejlet parallelt med i et stykke tid, om de var med på ideen. Det var de. Så kørte løbet. Vi fik et amerikansk og fransk par med også. Langfredag aften, gik det løs. Henri måtte ikke sælge vin og øl, så det måtte vi selv bringe. Ikke så ringe, og sikkert billigere end kropriser. Tilbehøret var brødfrugt og ris, samt en forret med marineret Yellow Fin tun. Fantastisk middag. Vi hyggede os med selskabet og fik hørt og fortalt om mange oplevelser i de fjerne have og øer.
Grisen på fri fod, i køkkenet og tilberedt.
Inden festen havde vi oplevet gåture og smukke bugter i nærheden, og mens de unge var ved vandfald, kørte Birger og jeg lidt rundt på øen.
Så er der fest og skjorte på.
Lørdag ville vi gerne videre, så der blev arbejdet hårdt på at få købt fuel og de sidste friske fødevarer før en 6-7 dage på havet. Kort før frokost hev vi ankeret og er nu af sted.
Håber at det går som planlagt, så vi kan nå 2 atoller. Vi vil gerne se Ahe og så naturligvis Rangiroa, hvor man snorkler i strømmen med hajer, rokker og alverdens andre fisk, og det med en sigtbarhed der ikke skulle findes andre steder. Denne atol skulle have alt.
Tiden går og vinden har igen svigtet os. Kun halvdelen af tiden er det muligt at sejle for sejl. Og det er på den første del af turen med vestlig vind, ikke normalt, når vi skulle ligge i passatvinden fra øst eller østsydøst. Vi er ikke stolte over at brænde diesel af for måske kun at gøre situationen værre på sigt, klimaforandring.
Det bliver på dette ben af turen, hvor vi fanger vores hidtil største fisk, en Yellow Fin tun, på måske 15 kg. Jeg får helt medlidenhed, når jeg kigger ind i de store sorte øjne. Vi ordner fisk og spiser dennes lækre kød både stegt, og rå som ”poissons crus” med forskellige marinader i 3 dage.
Vi går vores vagter, 3 timer ad gangen, laver mad på skift, læser, redigerer film og ser billeder og film.
Det ikke at lave noget, er også at lave noget. Det bruger jeg lidt tid på, når ikke der er pligter for den søfarende.
Vi springer Ahe over, igen lidt i tidsnød, men kommer tæt på denne og Manihi, så vi får dem at se fra havsiden. De er begge kendt for at have produktion af perler på deres farme. Det havde nu været sjov at se.
”Før man har set en koral atol med sine egne øjne, har man ikke set al verdens skønhed”, skriver ”lonely planet”, vi får se om ganske kort tid og håber at det er rigtigt.
Fra ydersiden ligner det enhver anden ø med palmer og anden beplantning. Ikke særlig høj.
Vi glæder os til at komme indenfor revet fredag ved 10 tiden.
Vi har gået skiftende vagter og da vi sidder i cockpittet ved 20 tiden med noget af den bedste sigtbarhed i lange tider, ser på denne himmel, er det med vemod og svært at gå i seng for at få lidt søvn før min måske sidste yndlingsvagt 3 til 6. Når vi er fremme fredag, bliver det et stop på en 6 dages tid før vi skal ud på det sidste stræk fra atollerne til Tahiti, måske 2-3 døgn.
Havet på ydersiden af atollen
Havet på indersiden af atollen
Så smukke farver
Ikke alle kommer heldigt gennem strømmen til atollen
Hus til salg